Jørn Wendel Andersen konstitueret adm. direktør
17. november 2011TryghedsGruppen har konstitueret Jørn Wendel Andersen som administrerende direktør
TryghedsGruppens bestyrelse har konstitueret Jørn Wendel Andersen (60) som adm. direktør for selskabet. Konstitutionen sker i forlængelse af meddelelsen den 23. september 2011 om, at TryghedsGruppens hidtidige adm. direktør Lennart Meineche fratræder sin stilling. Lennart Meineche vil assistere Jørn Wendel Andersen i en kortere overgangsperiode.
Jørn Wendel Andersen, der gennem de seneste 10 år har været medlem af TryghedsGruppens bestyrelse, vil varetage stillingen som adm. direktør, mens søgeprocessen efter en permanent, ny direktør til TryghedsGruppen pågår. En ny direktør ventes at kunne tiltræde i løbet af 1. halvår 2012.
Foruden erfaringen fra TryghedsGruppens bestyrelse har Jørn Wendel Andersen en stærk baggrund som CFO i store danske koncerner med væsentlige internationale aktiviteter senest i Arla Foods Amba. Han er uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus med relevant videreuddannelse bl.a. fra IMD.
Yderligere oplysninger
TryghedsGruppen smba
Telefon: 45 26 08 26
Om TryghedsGruppen
TryghedsGruppen smba er en medlemsbaseret virksomhed med flere end 1 million medlemmer. Medlemmerne er forsikringstagerne i Tryg og Nordea Liv & Pension i Danmark. TryghedsGruppen er med 60 % hovedaktionær i Nordens næststørste forsikringskoncern Tryg. Derudover ejer virksomheden den nordiske motionskæde SATS, den svenske virksomhed Previa, der rådgiver offentlige og private organisationer om medarbejdersundhed, dens danske søstervirksomhed PreviaSundhed samt Sahva, der fremstiller hjælpemidler til mennesker med bevægelseshandicap. Endelig ejer TryghedsGruppen aktiemajoriteten i Quick Care, der udbyder afklaring, opkvalificering og udplacering af sygemeldte i forhold til arbejdsmarkedet, samt en andel i Kærkommen, som er leverandør af privat hjemmehjælp og personlig pleje i Region Hovedstaden og Nordjylland.
Overskuddet fra TryghedsGruppens aktiviteter går til at skabe tryghed i Danmark. Det sker gennem de almennyttige aktiviteter i TrygFonden, der støtter en lang række almennyttige aktiviteter inden for områderne sikkerhed, sundhed og trivsel. I 2011 støtter TrygFonden trygheden i Danmark med cirka 500 mio. DKK.