Beskæftigelsessucces eksporteres til Norge
27. juni 2012Quick Care – som er delvist ejet af TryghedsGruppen – har som den første danske virksomhed for alvor fået foden inden for på et attraktivt norsk marked for afklaring og opkvalificering af sygemeldte borgere. Succesen bygger på en tværfaglig tilgang til arbejdsmarkedsrettet rehabilitering, der bygger bro mellem sundheds- og beskæftigelsesverdenen.
Med samarbejdet med Mandal, Arendal og Marnardal kommune udvider Quick Care fra fire til syv norske kommuner og kan se frem til en fordobling af omsætningen i den norske del af virksomheden.
Quick Care vandt opgaven foran otte norske konkurrenter. Samarbejdet løber fra 18. august 2012 og to år frem.
Sammenhæng mellem sundhed og beskæftigelse
Ifølge adm. direktør Thomas Helt skyldes kontrakten Quick Cares tværfaglige tilgang til rehabilitering. Quick Care er den eneste landsdækkende virksomhed med sundhedsfagligt personale, der arbejder udelukkende på og for beskæftigelsesområdet.
- Vi grundlagde Quick Care i 2007, fordi vi kunne se et behov for beskæftigelsesindsatser, der bygger bro mellem sundhed og beskæftigelsesområdet og skaber et sammenhængende forløb for borgeren på tværs af tilbud og forvaltninger. Siden har vi kunnet konstatere, at den tilgang giver et markant kvalitets- og effektivitetsløft i beskæftigelsesindsatsen – og nu mærker vi så efterspørgslen fra kommuner også uden for Danmark, fortæller han.
Understøtter Tryghedsgruppens sundhedsstrategi
Quick Care har specialiseret sig i arbejdsmarkedsrettet opkvalificering og afklaring af sygemeldte borgeres funktionsevne og har siden 2007 hjulpet 42 danske kommuner med at løfte mere end 25.000 borgere fra offentlig forsørgelse tilbage i arbejde.
Per 1. marts 2011 købte Tryghedsgruppen 60 % af aktierne i Quick Care. Opkøbet skete som led i Tryghedsgruppens sundhedsstrategi, hvor Tryghedsgruppen gennem kommercielle og almennyttige aktiviteter arbejder for at skabe sammenhængende sundhedsydelser for det enkelte menneske.