TryghedsGruppen arbejder for at skabe mere tryghed i Danmark gennem kommercielle og almennyttige aktiviteter.
http://youtu.be/0QeD0oZcX8c
TryghedsGruppen skaber tryghed gennem kommercielle aktiviteter i Norden inden for tre forretningsområder; forsikring, sundhed og sikkerhed. Det sker bl.a. gennem forsikringsselskabet Tryg, hvoraf TryghedsGruppen ejer 60%, og gennem ejerskabet af en række virksomheder på sundhedsområdet.
De almennyttige aktiviteter er adskilt fra TryghedsGruppens kommercielle forretning og foregår i regi af TrygFonden. I 2010 uddelte TrygFonden 451 mio. DKK til projekter målrettet borgerne i Danmark inden for kerneområderne sundhed, sikkerhed og trivsel.
TryghedsGruppens fokusområder
TryghedsGruppen udspringer af 280 års forsikringshistorie. Så vi ved om nogen, at en god forsikring er meget vigtig – indimellem afgørende – når skaden sker. Men selv den bedste forsikring kan ikke forhindre ulykker. Den kan kun kompensere for dem. TryghedsGruppen er derfor i dag en tryghedskoncern, der beskæftiger sig med tryghed i bredere forstand.
Vi arbejder for at forebygge skader og ulykker og investere i virksomheder og aktiviteter, der ikke blot yder beskyttelse, men som i høj grad også sætter mennesker i stand til at beskytte sig selv og deres medmennesker. Fra sundhed til sikkerhed. Fra forebyggelse af sygdom og ulykker til behandling og genoptræning. Fra sikring af hjemmet mod skader til erstatning og udbedring af skaden, hvis uheldet alligevel indtræffer.
I TryghedsGruppen er forretningsdriften og de øvrige kommercielle aktiviteter forret-ningsmæssigt adskilt fra de almennyttige aktiviteter. Men de to aktiviteter understøtter på hver deres måde TryghedsGruppens overordnede formål; at skabe mere tryghed for danskerne. TryghedsGruppens datterselskaber leverer ydelser inden for de kommercielle fokusområder; forsikring, sundhed og sikkerhed, f.eks. i form af en forsikring i Tryg, der i sig selv skaber tryghed. Samtidig giver de kommercielle investeringer et økonomisk afkast. En del af dette afkast investeres i andre tryghedsskabende virksomheder, og en anden del kommer hvert år danskerne og samfundet til gavn gennem de almennyttige aktiviteter i regi af TrygFonden. Den almennyttige indsats har med tiden nået et betydeligt økonomisk niveau, og TrygFondens årlige uddelinger er i dag blandt de mest omfattende i Danmark.
TryghedsGruppens historie og nyere udvikling
Grundstenen til det nuværende TryghedsGruppen blev lagt i 1731 med etableringen af Kjøbenhavns Brandforsikring G/S, der i dag er en del af Tryg Forsikring A/S. Det skete efter meget omfattende skader ved Københavns brand tre år tidligere.
Over årene udvikledes forsikringsmarkedet og forsikringsselskaberne i Danmark, og TryghedsGruppen anno 2011 udspringer af de to daværende gensidige skade- og livsforsikringsselskaber drevet under navnet Tryg Forsikring, der i 1991 blev omdannet til aktieselskaber. Omdannelsen til aktieselskab skete for at fremtidssikre positionen på et marked, der i stigende grad blev internationalt, kapitalkrævende og udsat for konkurrence fra andre finansielle virksomheder. De to gensidige selskaber overdrog deres forsikringsvirksomhed til to nystiftede forsikringsaktieselskaber mod aktier heri og blev således herefter ejerselskaber.
I 1995 blev de to ejerselskaber fusioneret til det nuværende TryghedsGruppen smba (selskab med begrænset ansvar), og samme år besluttede TryghedsGruppen at købe det børsnoterede Baltica Forsikring og fusionere det med Tryg, hvorefter TryghedsGruppen blev hovedaktionær med 75 % ejerskab af det fortsættende Tryg-Baltica Forsikring. Tilsvarende var TryghedsGruppen med til at gennemføre Tryg-Balticas fusion med det børsnoterede Unidanmark i 1999 og den efterfølgende dannelse af Nordeakoncernen i 2000, der ud over bankaktiviteter således også omfatter forsikringsaktiviteter.
I 1998 påbegyndte TryghedsGruppen de almennyttige aktiviteter, der i dag foregår under binavnet TrygFonden smba (TryghedsGruppen smba).
I 2002 overtog TryghedsGruppen ejerskabet af Nordeas skadeforsikringsaktiviteter, der var samlet i den daværende TrygVesta-koncern, og købte således skadeforsikringsvirksomheden tilbage, mens Nordea beholdt ejerskabet til livsforsikringsvirksomhederne, det nuværende Nordea Liv & Pension, livsforsikringsselskab A/S (Nordea Liv & Pension).
TryghedsGruppen solgte i 2005 40 % af sine aktier i Tryg (dengang TrygVesta) gennem en børsnotering af Tryg på Københavns Fondsbørs. Samtidig fastlagde TryghedsGruppen en ny strategi, der – foruden investeringen i Tryg og de almennyttige aktiviteter i TrygFonden – indebærer investeringer i virksomheder inden for sundhed og sikkerhed. Siden 2006 har TryghedsGruppen derfor investeret i sundhedsvirksomheder, såsom motionskæden SATS, sundhedsrådgivningsvirksomheden Previa og hjælpemiddelvirksomheden Sahva. I 2009 etableredes PreviaSundhed, der som søstervirksomhed til Previa i Sverige leverer forebyggende sundhedsydelser og sundhedsrådgivning til danske offentlige og private virksomheder.
TryghedsGruppen erhvervede sammen med LD Invest Equity hjemmeplejevirksomheden PBH A/S i 2010 og i januar 2011 hjemmeplejevirksomheden Blæksprutten ApS, som i dag er samlet under virksomheden Kærkommen.
I 2011 udvidede SATS sine aktiviteter med træningskonceptet Fresh Fitness, der tilbyder god kvalitet til lav pris og indtil videre har åbnet centre i København og Oslo.
TryghedsGruppens almennyttige aktiviteter – TrygFonden
TrygFonden smba (TryghedsGruppen smba) er en del af TryghedsGruppen og varetager TryghedsGruppens almennyttige opgaver.
TrygFonden arbejder for at skabe mere tryghed i Danmark.
Alle TrygFondens aktiviteter falder inden for områderne; sikkerhed, sundhed og trivsel.
I 2010 var de årlige uddelinger på 451 mio. DKK. TrygFonden er dermed blandt de største almennyttige aktører i Danmark.
TrygFondens engagement fordeler sig på mere end 100 projekter, som spænder fra store nationale projekter til helt lokale indsatser. TrygFonden driver egne projekter, indgår i større, strategiske partnerskaber med udvalgte samarbejdspartnere og støtter tryghedsskabende aktiviteter gennem donationer til landsdækkende og regionale projekter.