SATS er en nordisk motionskæde med 113 træningscentre fordelt i knap 30 byer i henholdsvis Norge, Sverige, Danmark og Finland med hovedtyngde på Oslo og Stockholm. SATS har været en del af TryghedsGruppen siden 2006.
SATS hjælper mennesker med at træne regelmæssigt og har årligt op mod 12 millioner besøgende. De i alt ca. 275.000 medlemmer tilbydes markedets bredeste træningstilbud inden for styrke og kondition.
Det er SATS’ ambition at tilbyde de bedste træningsprodukter leveret af de bedste instruktører. Træningen tilbydes i branchens mest tilgængelige og familievenlige centre.
Visionen er at forbedre menneskers hverdag ved at være en drivkraft for bedre sundhed og øget velvære.
Dette omfatter rehabilitering og massage, som blev introduceret i anden halvdel af 2010 i store dele af kædens centre, og som udvider kompetencespændet i selskabet. I de kommende år fortsætter SATS det øgede fokus på sundhed og velvære ved at udvide produktsortimentet.
I løbet af de seneste år har SATS’ forskellige tilbud til medlemmerne været i positiv udvikling med introduktion af nye træningsformer mv. Særligt personlig træning fortsætter som nævnt ekspansionen, men også gruppetræningsklasser har opnået stigende popularitet i 2011. Det gælder særligt Zumba og Piloxing.
Med udgangen af 2009 fjernede SATS alle 223 solarier fra sine centre som konsekvens af, at Verdenssundhedsorganisationen WHO havde offentliggjort skærpede advarsler om risikoen ved solariebrug. Efterfølgende har SATS lanceret massage og/eller fysioterapi som svar på en stigende efterspørgsel. Disse behandlinger foregår i de rum, hvor solarierne tidligere stod.
Fresh Fitness
Ud over SATS ejer TryghedsGruppen også størstedelen af fitnesskæden Fresh Fitness. Fresh Fitness åbnede i efteråret 2010 sine første par centre i København og Oslo. Efter kædens første leveår er antallet af centre vokset til mere end 10, og den er allerede blandt de 5 største fitnessudbydere i Danmark, målt på antallet af medlemmer.
I Fresh Fitness er der skarpt fokus på træningen, og der tilbydes varieret styrke-, konditions- og holdtræning som f.eks. Zumba, Cykling, Body Pump og Body Flow.
Filosofien er, at god kvalitet til lav pris vil få flere til at træne. Fresh Fitness holder omkostningerne nede gennem fravalg af ydelser som sauna, dampbade, børnepasning samt øget brug af teknologi.
Derfor tilbyder Fresh Fitness bl.a. virtuelle cykeltimer og virtuelle gruppetræningstimer, hvor trænerne ikke er fysisk til stede, men instruerer via videoer, der kører på en storskærm.