Sahva
Et liv i bevægelse.
I 140 år har Sahva hjulpet mennesker til et liv i bevægelse. Rygsøjlen i Sahvas arbejde er rådgivning og faglighed, og derfor udvikler virksomheden konstant sin viden, så den fortsat kan hjælpe mennesker med behov for støtte, korrektion eller lindring af bevægeapparatet.
Sahvas ca. 300 medarbejdere tæller bl.a. autoriserede bandagister, ortopædiske skomagermestre, fysioterapeuter og fodterapeuter, som hjælper mennesker over hele landet til et mere aktivt liv inden for tre områder.
Sahva Bandagisten udvikler og fremstiller ortopædtekniske og individuelt tilpassede hjælpemidler, såsom proteser, korsetter, skinner samt sports- og behandlingsbandager. Sahva Bandagisten samarbejder med ortopædkirurger og behandlere på hospitaler og klinikker landet over. Det er med til at kvalitetssikre Sahvas produkter og ydelser og udvikle nye og forbedrede behandlingsmetoder. Desuden afholder Sahva hvert år en række sportsarrangementer for benamputerede, hvor deltagerne kan dyrke sport, udveksle erfaringer og få vejledning og undervisning i, hvordan de bruger deres protese.
Sahva Skomageri fremstiller håndsyet, individuelt tilpasset ortopædisk fodtøj og fodindlæg. Sahvas individuelle fodindlæg hjælper foden til at stå i den optimale stilling, så unødig slitage af bevægeapparatet undgås. Sammen med Diabetesforeningen og en række patientforeninger rådgiver Sahva om bl.a. sårpleje, gigt og diabetes. I København har Sahva desuden et særligt kompetencecenter, der rådgiver om og sælger børnesko med særlige ortopædiske egenskaber og muligheder for individuel tilpasning og korrektion.
Sahva Detail driver Sahvas ti detailbutikker. Butikkerne har fokus på aktiv bevægelse, sport og sundhed og tilbyder specialiserede forebyggende og aflastende produkter, der fremmer bevægelighed og fysisk velvære. Specialuddannet personale rådgiver kunder i bl.a. valg af sunde sko, brug af indlæg og såler, støttestrømper, sportsbandager, lingeri med særlig støtte, puder og madrasser. Butikkerne tager desuden mål til kompressionsstrømper og brystproteser.