Søg støtte

Søg

Nyhed -

Bigum og Lindholm debuterer på Folkemødet

Torsdag den 11. juni bliver Bornholm indtaget af titusindvis af journalister, politikere, erhvervsledere og helt almindelige danskere til årets fejring af demokratiet. Og flere af TryghedsGruppens repræsentanter er med.


Om få dage byder den lille bornholmske by Allinge velkommen til den femte udgave af Folkemødet. Blandt de besøgende til årets demokrati- og debatfest er Jens Bigum, formand for TryghedsGruppens repræsentantskab.

”Jeg har ikke deltaget før, men jeg har hørt meget om det, så jeg er selvfølgelig spændt på at se, hvad det er for noget. Det er sjovt, at TryghedsGruppen deltager og spændende at kunne være med,” siger Jens Bigum.

Også næstformand Peter Lindholm Sørensen er Folkemøde-debutant og klar til sin første tur til Bornholm.

”Jeg forventer at opleve en god og intens stemning af en masse folk, som er engagerede i vidt forskellige emner. Jeg har ladet mig fortælle, at det syder derovre, og at det er folk, som er der af en grund. Både for at hygge sig og komme af med et budskab - men også for at lytte til budskaber," fortæller næstformanden.

Debat om Foreningsdanmark

Peter Lindholm skal under Folkemødet blandt andet repræsentere TryghedsGruppen i debatten: ’Får vi et taberdemokrati uden Foreningsdanmark?,’ der er arrangeret af RealDania og går tæt på udfordringen med faldende medlemsengagement, som mange foreninger og medlemsorganisationer oplever.

Peter Lindholm ser frem til en god diskussion.

”Hvis vi tager TryghedsGruppen, kan man spørge, hvorfor vi ikke har en højere stemmeprocent, når der skal vælges repræsentanter. Men jeg mener ikke, vi skal måle vores succes på stemmeprocent. Vi bør måle vores succes på, om vi er tilgængelige. Ved folk, at de kan stemme, og hvad de stemmer om, og så må folk selv vælge til eller fra. Og det er det samme billede, hele Foreningsdanmark bør måle sig selv på,” forklarer næstformanden.

Udfordringen med det faldende engagement bunder blandt andet i, at det er svært at engagere de helt unge.

”Samfundet ændrer karakter, og vi må acceptere, at de nye generationer vælger på en anden måde. Men der skal vi være bedre til at fange dem i opløbet og sælge os selv mere attraktivt,” mener Peter Lindholm.

Mens næstformanden debatterer Foreningsdanmarks fremtid, ser formand Jens Bigum frem til at udbrede kendskabet til TryghedsGruppen og TrygFonden.

”Jeg har indtrykket af, at der er nogle mennesker, der ikke ved, hvad TryghedsGruppen er, eller hvad vores formål er med TrygFondens uddelinger. Det håber jeg, at vi kan få forklaret,” siger Jens Bigum.

Mere åbenhed og transparens

Repræsentantskabets formand håber også at få lejlighed til at fortælle om TryghedsGruppens demokratiske rejse de sidste par år.

”I TryghedsGruppen har vi arbejdet rigtig meget for, at medlemsdemokratiet kommer til sin ret. Det har været meget lukket førhen, og det er rigtig spændende at få forklaret, hvad det er for en proces, vi er i nu med mere åbenhed og transparens, og samtidig få medlemmerne til at finde ud af, at de har stor indflydelse på, hvad vi repræsentanter gør og beslutter,” lyder det fra Jens Bigum.

Folkemødet er også kendt som ’politikernes Roskilde Festival’, men udsigten til mange kilometers gang og et par nætter på en halvslidt madras skræmmer ikke de to repræsentanter. De ser frem til festivalstemningen.

”Det glæder jeg mig helt vildt til. Og så kan jeg forstå, at vi er en 7-8 repræsentantskabsmedlemmer, der kommer derover. Det synes jeg er rigtig fint!,” siger Peter Lindholm.

Folkemødet varer fra den 11.-14. juni. Du kan følge med i TryghedsGruppens aktiviteter under mødet på vores Twitter-profil, hvor Jens Bigum, Peter Lindholm Sørensen og bestyrelsesformand Jørgen Huno Rasmussen vil komme med opdateringer. Så husk at følg TryghedsGruppen på Twitter.