Søg støtte

Søg

Nyhed -

Historisk beslutning af repræsentantskabet samt styrket økonomi og tryghed

Gennem en historisk beslutning vedtog vores medlemsvalgte repræsentanter en ny og mere klar struktur og sikrede medlemmerne mulighed for en kontant bonus. Derudover bød første kvartal på nye tryghedsskabende aktiviteter via TrygFonden og pæn økonomisk fremgang for TryghedsGruppen.


Mere klar struktur og bonus til medlemmer

På det ordinære repræsentantskabsmøde den 18. marts 2015 fulgte repræsentanterne op på det seneste års drøftelser om TryghedsGruppens fremtidige struktur. Her besluttede et massivt flertal, at TryghedsGruppens medlemmer fremover kan få medlemsbonus, og at TryghedsGruppen opdeles i to enheder: videreførelse af det nuværende selskab TryghedsGruppen smba for medlemmerne fra Tryg og en ny forening (fmba) for medlemmerne fra Nordea Liv & Pension. Vi afventer nu myndighedernes godkendelse af repræsentantskabets beslutning. Læs meget mere her.

Tryghedsskabende indsatser

54 nye livredderaspiranter blev blandt 210 ansøgere i årets første kvartal optaget til specialuddannelsen i TrygFonden Kystlivredning. Livredderne skal være klar til at passe på badegæsterne på 37 strande og havnebade, hvoraf Tversted Strand i Nordjylland er ny i den kommende sæson.  Det er én blandt mange tryghedsskabende indsatser, som vi i TryghedsGruppen har været med til at fremme via TrygFonden i første kvartal 2015. 

Udover uddannelse af livreddere i TrygFonden Kystlivredning offentligjorde TrygFonden, Dansk Svømmeunion og DGI i kvartalet et treårigt projekt, der under navnet ”Alle skal lære at svømme” skal kortlægge, hvordan man bedst tilrettelægger en kvalificeret og effektiv svømmeundervisning for børn. 

I TrygFondens samarbejde med Ungdommens Røde Kors blev det første aktivitetshus i rækken af flere planlagte aktivitetshuse for udsatte børn og unge åbnet i Bolbro i Odense. Og sammen med Nordeafonden indgik TrygFonden i et tæt partnerskab med DGI og DIF om at realisere en fælles vision om at få 600.000 flere danskere til at bevæge sig i 2025.

Sammen med Alkohol & Samfund lancerede TrygFonden kampagnen ”Få respekten tilbage” for at gøre opmærksom på kommunernes behandlingsgaranti på alkoholområdet.

Pænt økonomisk resultat

TryghedsGruppen har opnået et resultat på 1.665 mio. DKK i første kvartal 2015 sammenlignet med et resultat på 152 mio. DKK i 2014.

Det er en markant fremgang, som hovedsageligt skyldes, at vi i år har modtaget udbytte på cirka 1 mia. DKK fra Tryg i første kvartal og sidste år modtog udbyttet i andet kvartal. Korrigeres herfor, er der dog stadig tale om en betydelig fremgang, idet vi har opnået flot afkast på vores kapitalforvaltning, hvor resultatet med et afkast på 807 mio. DKK er mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

TryghedsGruppen står bag Tryg med 60 % ejerskab. Trygs resultat efter skat er på 525 mio. DKK i første kvartal. Det er et pænt resultat, som for samme periode 2014 var på 455 mio. DKK. Trygs samlede resultat er sammensat af et højt investeringsresultat og et forsikringsresultat, der er negativt påvirket af et højere niveau af vejrskader og et lavere renteniveau.

Jørn Wendel Andersen, administrerende direktør i TryghedsGruppen, er glad for fremgangen:

”Jeg glæder mig over, at vi endnu et kvartal har skabt et væsentligt økonomisk resultat, hvor blandt andet vores investeringer har givet et rigtig flot afkast. Det betyder, at vi kan blive ved med at sætte nye, spændende aktiviteter i søen via TrygFonden og fastholde det økonomiske grundlag for medlemsbonus. På den måde påtager vi os med TrygFondens arbejde og indsats et væsentligt samfundsansvar til glæde og gavn for alle danskere,” siger administrerende direktør Jørn Wendel Andersen, TryghedsGruppen.