Tryghed og bonus til danskerne i årets første kvartal

Kontakt mig

Har du spørgsmål til TryghedsGruppens kommunikationschef?

Michael Carlsen 29 49 46 85

TryghedsGruppen står bag TrygFonden, der har støttet og iværksat en lang række initiativer i årets første tre måneder. Det var også i første kvartal, at TryghedsGruppens repræsentantskab for første gang nogensinde besluttede at udbetale bonus til medlemmerne.

Optagelsesprøver for nye livreddere, en række borgermøder om radikalisering og en stor kampagne, der skal tackle mange danskeres alkoholproblem. TrygFonden iværksatte en masse almennyttige projekter i det første kvartal af 2016.

Allerede i januar blev forberedelsen til sommerens badesæson skudt i gang, da 60 nye livredderaspiranter, 23 kvinder og 37 mænd, ved en optagelsesprøve blev udvalgt til TrygFonden Kystlivredning. De er nu i gang med den internationalt certificerede uddannelse, så de kan være klar til at passe på badegæsterne på strandene, når sæsonen begynder den 20. juni.

Radikalisering og ekstremisme

I marts offentliggjorde TrygFonden og analyse- og rådgivningsvirksomheden CERTA Intelligence & Security en ny rapport om radikalisering og voldelig ekstremisme i Danmark. Rapporten konkluderer blandt andet, at ressourcer og handlemuligheder i lokalmiljøet spiller en helt afgørende rolle i bekæmpelsen af radikalisering og ekstremisme. TrygFonden afholdt i forlængelse af rapporten borgermøder om, hvordan vi som borgere selv kan være med til at forebygge radikalisering og ekstremisme, der hvor vi bor. 

Inden for kerneområdet sundhed satte TrygFonden bl.a. gang i en kampagne, der skal få de mere end 700.000 danskere, som drikker for meget, til at gøre brug af kommunernes gratis behandlingstilbud. ”Det giver respekt at gøre noget ved sit alkoholproblem” - med det budskab lancerede Alkohol & Samfund og TrygFonden i fælleskab kampagnen.

Mange flere spændende donationer på vej

TrygFonden har også støttet en lang række andre projekter og fortsætter i resten af 2016 med at donere til tryghedsskabende initiativer over hele Danmark. I februar vedtog TrygFondens bevillingsudvalg på årets første møde at støtte 31 landsdækkende projekter for i alt 45,8 mio. kr. 

Og der er masser af projekter at vælge i mellem. Ved årets første ansøgningsfrist d. 1. marts, lå der 685 regionale og 305 landsdækkende ansøgninger klar til de kommende fordelingsmøder i bevillingsudvalget og de regionale råd.

TryghedsGruppen uddeler via TrygFonden i alt 550 mio. kr. til tryghedsskabende aktiviteter i 2016.

Den 14. marts besluttede repræsentantskabet for TryghedsGruppen endvidere at udbetale en kontant bonus til medlemmerne. Bonussen blev besluttet til at udgøre 8 pct. af medlemmernes indbetalte forsikringspræmier for år 2015, hvilket samlet svarer til ca. 750 mio. kr. i bonus til medlemmerne.

TryghedsGruppen opnåede resultat på 544 mio. kr. i første kvartal 2016

"Vi tror på, at vi kan fortsætte de positive takter fra de foregående år, så vi også kan udbetale medlemsbonus i 2017,” siger TryghedsGruppens adm. direktør Søren Kristiansen.

Læs om TryghedsGruppens resultat for første kvartal 2016