Nekrolog: Ulrik Salmonsen - et samfundsengageret menneske - er død

Bestyrelsesmedlem i TryghedsGruppen og tidligere forbundsformand i Jernbaneforbundet, Ulrik Salmonsen, er død, 68 år gammel. Han døde efter kort tids sygdom.

Ulrik Salmonsen var et menneske, der engagerede sig. Det gjorde ham til et højtrespekteret medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab, som han blev en del af i 2005. I 2013 bragte det ham i bestyrelsen for TryghedsGruppen og i bevillingsudvalget for TrygFonden, som meget naturligt lå Ulriks hjerte nær. 

Som i sit professionelle liv var Ulrik også i fritiden dybt engageret. Han kunne ikke lade være. Sådan var han. Altid engageret, aktiv. I lokalområdet var Ulrik en foregangsmand for at skabe liv og sammenhold med festlige arrangementer på gården, der tiltrak folk fra både nær og fjern.

Ulrik Salmonsen var formand for Jernbaneforbundet og Tjenestemændenes Forsikring i 10 år. Fra 2004 til 2014. Gennem samarbejdet mellem Tjenestemændenes Forsikring og Tryg bidrog Ulrik markant til udviklingen af Tryg som professionel leverandør til store grupper af danske forsikringstagere. Siden var Ulrik blandt andet aktiv gårdejer med fokus på økologi, medejer af Online Results, bestyrelsesmedlem i TryghedsGruppen og medlem af TrygFondens bevillingsudvalg. Han var uddannet automekaniker, lokomotivfører, kørelærer, lokomotivinstruktør og landmand og efteruddannet i virksomhedsledelse og økonomi. 

Personligt vil jeg altid stå i gæld til Ulrik for vores nære og tillidsfulde samarbejde om skabelse af en ny, langsigtet struktur for TryghedsGruppen og udvikling af TrygFonden til den nuværende position.

Ulrik Salmonsen efterlader sig sin hustru, Åse Salmonsen, og deres tilsammen 2 børn og 5 børnebørn.

På vegne af TryghedsGruppens bestyrelse,
Jørgen Huno Rasmussen