Søg støtte

Søg

Nyhed -

TryghedsGruppen bidrager til ny kapitalfond med fokus på social ansvarlighed

Flere kapitalstærke investorer, heriblandt TryghedsGruppen, står bag ny kapitalfond, der skal investere i små og mellemstore virksomheder med en særlig social profil. Tendensen breder sig globalt, men fonden er den første af sin art i Norden, der bl.a. har den Europæiske Investeringsfond og Vækstfonden som ankerinvestorer.


Den Sociale Kapitalfond Invest hedder den nye fond, der er den første såkaldte social impact investment fund i Norden, som ud over et økonomisk afkast til investorerne også skal gøre en positiv, målbar forskel for udsatte grupper i Danmark. 

Opskriften er at skabe vækst hos mindre og mellemstore virksomheder, der kombinerer et stærkt kommercielt vækstpotentiale med en særlig social ansvarlighed. 

”Rigtigt mange gode mindre og mellemstore virksomheder i Danmark drives af ejere med stor social ansvarlighed. De ansætter lokale ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, bidrager til udviklingen i et udsat lokalområde eller udvikler produkter og services, som hjælper udsatte mennesker til at blive en del af fællesskabet. Her ligger et stort socialt og økonomisk potentiale, så de er målgruppen for Den Sociale Kapitalfond Invest,” siger managing partner Lars Jannick Johansen.

En ny trend med perspektiver

Lars Jannick Johansen har lang erfaring med denne type investeringer. Han var sammen med TrygFonden med til at etablere Den Sociale Kapitalfond i 2011, som i samarbejde med flere almennyttige fonde og offentlige partnere har arbejdet med foreløbigt 69 forskellige sociale virksomheder. Det er dette arbejde med at finde ”den rigtige opskrift” til at kombinere social og økonomisk succes, som danner grundlag for Den Sociale Kapitalfond Invest.

Det er en kombination, som TryghedsGruppen ser fine perspektiver i.

”I Norden er det nyt at tænke økonomisk og social bundlinje sammen. Vi ser en global trend, hvor kapitalstærke investorer samles om samme formål, og det giver rigtig god mening for os som investor at kombinere hensyn til såvel samfund som bundlinje,” siger Søren Kristiansen, adm. direktør i TryghedsGruppen.

Mange investorer

Den Sociale Kapitalfond Invest har en række markante investorer i ryggen, herunder Den Europæiske Investeringsfond og Vækstfonden som ankerinvestorer sammen med Novo Nordisk Fonden, TryghedsGruppen, Hempel Fonden og Færchfonden. Flere forventes at deltage i de kommende måneder. 

For Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er Den Sociale Kapitalfond Invest en frontløber i Norden.

Den sociale kapitalfond har invest har aktuelt en størrelse på 218 mio. kr.

“EIF er begejstrede for at kunne indgå den første aftale i Norden under vores social impact investeringsprogram med Den Sociale Kapitalfond Invest I. EIF's investeringstilsagn er et væsentligt bidrag til at fremme Den Sociale Kapitalfonds overgang fra filantropi til social impact investeringer på kommerciel basis. Vores investering understøtter et investeringsteam med en unik strategi i dens fokus på danske virksomheder, der skaber nye muligheder for udsatte ledige, og med investeringen bidrager vi til at opfylde et finansieringsbehov og forbedre mulighederne for sociale virksomheder i Danmark med behov for vækstkapital,” siger Pier Luigi Gilibert, administrerende direktør i EIF.

Den Sociale Kapitalfond Invest er bl.a. karakteriseret ved at være mindretalsinvestor, som vil arbejde tæt sammen med ejerne af virksomhederne. Målet er at udvikle virksomhederne til næste vækstniveau og styrke de særlige værdier, som virksomhederne bygger på – typisk frem mod et generationsskifte, en industriel partner eller et samarbejde med en større kapitalfond.

"Vi glæder os over at være med til at etablere Nordens første kommercielle sociale kapitalfond. Den nye fond bygger på positive erfaringer fra Den Sociale Kapitalfonds arbejde med investeringer og accelerator-projekter i danske SMV’er, som siden 2011 har demonstreret, hvordan sund bundlinje og social profil kan gå hånd i hånd. Vi ser frem til, at investeringsteamets mange erfaringer nu bliver bragt i spil i investeringer i virksomheder, hvor en stærk social profil er en væsentlig del af forretningskonceptet. På den måde har investorerne i fonden udsigt til at opnå både et finansielt og et socialt afkast, hvilket er både nyskabende og attraktivt,” siger Rolf Kjærgaard, investeringsdirektør i Vækstfonden.

Fakta om Den Sociale Kapitalfond Invest:

• Størrelse: Aktuelt 218 mio. kr.
 
• Investorer: Den Europæiske Investeringsfond, Vækstfonden, Novo Nordisk Fonden, TryghedsGruppen, Færchfonden, Hempel Fonden, Den Sociale Kapitalfond, partnere og Senior Advisors.

• Fokus: 
- Mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Sydsverige inden for handel, produktion og service
- Omsætning typisk 30 – 200 mio. kr. 
- Stærke vækstpotentialer og særlig social ansvarlighed - i form af mål om at ansætte medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet, bidrage til udviklingen i et udsat lokalområde eller udvikle produkter og services, som hjælper udsatte