TryghedsGruppen fik resultat på 1,3 mia. kr. i første kvartal

TryghedsGruppen opnåede et resultat på 1.350 mio. kr. (1.241 mio. kr. efter bevillinger til TrygFonden) i første kvartal af 2017. Et ekstraordinært udbytte fra Tryg og et forbedret overskud på kapitalforvaltningen bidrog til det flotte resultat. Også de direkte investeringer oplevede fremgang.

Der var positive resultater over hele linjen for TryghedsGruppen i årets første tre måneder. Kvartalet sluttede med et resultat på 1.350 mio. kr., hvilket er godt 800 mio. kr. bedre end første kvartal 2016.

Et ekstraordinært udbytte på 600 mio. kr. fra Tryg og et overskud på 212 mio. kr. på kapitalforvaltningen, der bl.a. skyldtes et højt afkast på 7,2 pct. på alternative investeringer, førte an i resultatet.

Derudover steg omsætningen i de direkte investeringer med 10 pct. i forhold til samme periode sidste år, ligesom der i både Health & Fitness Nordic og Falck Healthcare, som TryghedsGruppen har investeret i, var en indtjeningsmæssig fremgang.

Bestyrelsen er tilfreds med de positive resultater.

Med endnu et solidt udbytte fra Tryg og et pænt afkast på vores kapitalforvaltning starter vi 2017 ret stærkt

”Med endnu et solidt udbytte fra Tryg og et pænt afkast på vores kapitalforvaltning starter vi 2017 ret stærkt. Det gælder også vores direkte investeringer, der viser en markant fremgang i indtjeningen,” siger Søren Kristiansen, adm. direktør i TryghedsGruppen.

TryghedsGruppen står bag TrygFonden der i 2017 uddeler 600 mio. kr. til almen-nyttige projekter. Derudover udbetaler TryghedsGruppen til efteråret – for andet år i træk – 750 mio. kr. i bonus til sine 1 mio. medlemmer.

I 2016 fik TryghedsGruppen et resultat på 1.785 mio. kr. før uddelinger.

 


Få nyheder fra TryghedsGruppen
 og TrygFonden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder om TryghedGruppens og TrygFondens aktiviteter direkte i din indbakke.

Tilmeld dig nyhedsbrevet