TryghedsGruppen letter vejen til repræsentantskabet

Repræsentanterne i TryghedsGruppen vedtog i dag at gøre det endnu lettere at stille op, når der er valg til repræsentantskabet. Samtidigt blev TrygFondens landsdækkende bevillingsudvalg udvidet med 3 repræsentanter.

Fremover vil kandidater kun have behov for 15 frem for 25 stillere, når der er valg til TryghedsGruppens repræsentantskab. Herudover blev der på det ordinære repræsentantskabsmøde, ud over de tre bestyrelsesmedlemmer, valgt tre repræsentanter til bevillingsudvalget, der behandler landsdækkende ansøgninger til TrygFonden.

Hvis vi opdager barrierer for det repræsentative demokrati, så er det vores opgave at få dem fjernet

Hvis vi opdager barrierer for det repræsentative demokrati, så er det vores opgave at få dem fjernet. Vi har fx erfaret, at 25 stillere er en væsentlig barriere for at flere stiller op til valg til repræsentantskabet. Det reducerer vi derfor nu til 15. Samtidigt øger vi repræsentanternes indflydelse i bevillingsudvalget, hvilket ligeledes har været et ønske fra repræsentantskabet,” siger Jørgen Huno Rasmussen, formand for TryghedsGruppen. 

På repræsentantskabsmødet var der også valg til TryghedsGruppens bestyrelse, hvor alle blev genvalgt. Bestyrelsen har konstitueret sig som følger: 

  • Jørgen Huno Rasmussen (formand for bestyrelsen i TryghedsGruppen og Tryg)
  • Jesper Hjulmand (næstformand for bestyrelsen og medlem af Trygs bestyrelse)
  • Ida Sofie Jensen (næstformand for bestyrelsen, formand for bevillingsudvalget og medlem af Trygs bestyrelse)
  • Peter Gæmelke
  • Anders Hjulmand (medlem af Trygs bestyrelse og medlem af bevillingsudvalget)
  • Lars Bo Langsted
  • Ulrik Salmonsen (medlem af bevillingsudvalget)
  • Claus Wistoft

Følgende repræsentantskabsmedlemmer blev valgt til bevillingsudvalget:

  • Lisbeth Oxholm Andersen
  • Rune Holm
  • Henning Krabbe


Endvidere blev Jens Bigum genvalgt som formand for repræsentantskabet

Medlemsdemokratiet i TryghedsGruppen

Læs om TryghedsGruppens medlemsdemokrati, og hvordan du kan få indflydelse.

Læs om vores medlemsdemokrati