Søg støtte

Søg

Nyhed -

Ida Sofie Jensen er ny formand for TryghedsGruppen

Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen, er valgt som ny formand for TryghedsGruppen. Hun afløser Jesper Hjulmand, der valgte ikke at genopstille til bestyrelsen.


Ida Sofie Jensen er ny formand for TryghedsGruppens bestyrelse. Det står klart efter det ordinære repræsentantskabsmøde torsdag den 14. marts, hvor der også blev vedtaget en ny strategi for TryghedsGruppen. TryghedsGruppen er hovedejer af Tryg Forsikring og står bag TrygFonden.

”Vi skaber mest tryghed, hvis vi er fælles om det. TryghedsGruppen har over 1 mio. medlemmer, og sammen kan vi gennem vores hovedejerskab af Tryg og TrygFondens almennyttige indsatser være med til at styrke trygheden for alle danskere. Vores nye strategi binder vores aktiviteter endnu bedre sammen og sætter retningen for, hvordan vi de kommende år vil investere i Danmarks tryghed,” siger Ida Sofie Jensen.

Ida Sofie Jensen har siddet i TryghedsGruppens repræsentantskab siden 2010, i TryghedsGruppens bestyrelse siden 2011 (næstformand siden 2014) og i Trygs bestyrelse fra 2013. 

Claus Wistoft, viceborgmester i Syddjurs Kommune, blev genvalgt til bestyrelsen, og som nye bestyrelsesmedlemmer blev Jens Otto Størup, direktør i Motorstyrelsen, og Jørn Rise Andersen, forbundsformand i Dansk Told og Skatteforbund, valgt ind.

Jesper Hjulmand valgte ikke at genopstille til bestyrelsen, og Anders Hjulmand udtrådte også, da han ikke genopstillede til repræsentantskabet i Region Nordjylland.

Øvrige personvalg:

  • Claus Wistoft, Ida Sofie Jensen og Karen Bladt blev indstillet til Trygs bestyrelse.
  • Jørn Rise Andersen og Magnus Skovrind Pedersen blev valgt som næstformænd for TryghedsGruppens bestyrelse.
  • Jens Bigum blev genvalgt som formand for repræsentantskabet.
  • Jens Winther Jensen, Lisbeth Oxholm Andersen og Rune Holm blev valgt til TrygFondens bevillingsudvalg.
  • Kurt H. Jørgensen, Lena Baunsgaard Pedersen og Lone Poulsen blev valgt til TryghedsGruppens valgbestyrelse.