Søg støtte

Søg

Nyhed -

Valg i Region Hovedstaden: Ni genopstillere og 12 nye valgt ind - digitalt

Med over 40.000 stemmer har TryghedsGruppens medlemmer i Region Hovedstaden genvalgt ni repræsentanter og valgt 12 nye repræsentanter.  Næsten 80 procent af medlemmerne stemte digitalt.


Mere end 40.000 medlemmer i Region Hovedstaden har stemt ni genopstillere og 12 nye repræsentanter ind i repræsentantskabet. Medlemmerne kunne stemme på 35 kandidater til de 21 pladser i regionen. Og det gjorde de primært digitalt. Næsten 80 procent af medlemmerne valgte den digitale afstemning fremfor brevafstemningen. Stemmeprocenten blev således på cirka 11 procent, tæt på en fordobling siden sidste valg i Region Hovedstaden i 2010.

Denne udvikling glæder Leila Lindén, formanden for repræsentantskabet:

”Det er en overordentlig glædelig udvikling, som vi målbevidst har arbejdet for. De 35 kandidater har arbejdet hårdt for at blive valgt ind. Den spændende valgkamp, hvor holdninger og meninger har været diskuteret på sober vis, har styrket dialogen og engagementet. Det vidner om, at vi har et meget stærkt demokrati, som vi fortsat skal udvikle,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil takke alle for deres interesse og engagement i vores arbejde og virke. Sidst, men absolut ikke mindst, vil jeg ønske de 21 indvalgte medlemmer tillykke med deres pladser i vores repræsentantskab. Jeg ved, at de vil værne om det ansvar, de er blevet betroet og loyalt arbejde for TrygGruppens udvikling og fortsatte placering som en aktiv aktør i arbejdet for at gøre hverdagen tryggere for danskerne.”

De valgte repræsentanter

De valgte repræsentanter til de 21 pladser i Region Hovedstaden er i alfabetisk rækkefølge:

Anja Cordes, København
Arne Kurdahl, Frederiksberg
Charlotte Antonsen, Rudersdal
Heidi Alsing, Gladsaxe
Henrik Thørring, Rødovre
Henrik Vad, Gentofte
Ida Sofie Jensen, Gentofte
Jonas Bjørn Jensen, København
Jørgen Huno Rasmussen, København
Karen Bladt, Bornholm
Kent Petersen, København
Kim Valentin, Gribskov
Knud Foldschack, København
Lars Bytoft, Lyngby-Taarbæk
Lars Olsen, Fredensborg
Magnus Skovrind Pedersen, København
Mette Reissmann, København
Monika Skadborg, Lyngby-Taarbæk
Peter Lindholm Sørensen, Hillerød
Rune Holm, Bornholm
Ulrik Salmonsen, København

Se Deloittes revisionsliste med kandidaterne og deres stemmetal her.

Digitalt valg

I år var det første gang, at medlemmerne i Region Hovedstaden både kunne stemme digitalt og pr. brev. Men anden gang, at det var muligt for medlemmerne at stemme digitalt. Første digitale valg gang fandt sted ved valget til repræsentantskabet i Region Nordjylland i 2014.

Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen, glæder sig over medlemmernes engagement.

”Det er et flot valg, hvor vi kan konstatere, at det denne gang krævede over 800 personlige stemmer, at komme ind i vores repræsentantskab. Det er en del mere end gennemsnittet i mange byråd og kommunalbestyrelser landet over. Det betyder selvfølgelig, at alle kandidaterne har et stærkt demokratisk mandat i ryggen,” siger han, som selv var på valg og fortsætter:

”Der er kommet en del nye repræsentanter ind, og dem glæder jeg mig særligt til at byde velkommen. De skal sættes ind i de drøftelser, vi har haft igennem det seneste år i repræsentantskabet, så vi også kan få deres holdninger og ideer med i arbejdet med at udvikle TryghedsGruppen.”

Fakta

De nyvalgte repræsentanter indtræder i forbindelse med det ordinære repræsentantskabsmøde den 18. marts 2015. De, der ikke blev genvalgt, udtræder ligeledes ved dette møde.

Det er valgbestyrelsen, der leder repræsentantskabsvalget i henhold til TryghedsGruppens vedtægter og valgregulativ. Valgbestyrelsen består af tre repræsentantskabsmedlemmer, som er valgt af repræsentantskabet. Alle medlemmer af valgbestyrelsen er valgt uden for den region, der er valg i.