Søg støtte

Søg

Nyhed -

TryghedsGruppen vedtager medlemsbonus på 750 mio. kr.

I 2015 besluttede TryghedsGruppens repræsentantskab at indføre en medlemsbonus, i 2016 blev der udbetalt ca. 700 mio. kr. til medlemmerne, og i dag vedtog repræsentantskabet på ny at udbetale medlemsbonus i 2017.


Som i 2016 kan medlemmerne – kunderne i Tryg – i 2017 igen se frem til at få en kontant bonus gennem deres medlemskab af TryghedsGruppen. På dagens ordinære repræsentantskabsmøde vedtog TryghedsGruppens 70 medlemsvalgte repræsentanter at udbetale en bonus til medlemmerne på 8 procent af deres betalte forsikringspræmier for 2016.

TryghedsGruppen har de senere år gennemlevet en enorm positiv udvikling med medlemsbonus, styrkelse af de almennyttige aktiviteter gennem TrygFonden og en tættere tilknytning til medlemmerne. Det kan repræsentantskabet være stolte af,” siger Jørgen Huno Rasmussen, formand for TryghedsGruppen.

TryghedsGruppen har de senere år gennemført væsentlige ændringer, der er gået hånd i hånd med solid økonomisk fremgang med en gennemsnitlig forrentning af formuen på 11 procent siden 2011.

I 2015 blev medlemmerne fra Nordea Liv & Pension udskilt fra TryghedsGruppen i en selvstændig forening. Dernæst blev der vedtaget en bonusordning til medlemmerne gældende fra 2016, og sidenhen blev TrygFondens almennyttige aktiviteter styrket fra 550 til 600 mio. kr. samtidigt med vedtagelse af en strategi, der skal bringe medlemmerne endnu tættere på TryghedsGruppen.